Arbejdspladsen kan især sætte ind på to punkter for at undgå, at en medarbejders stress får lov at eskalere og blive alvorlig.
I tv-spottet om Jacob, der møder chefen i elevatoren, er Jacob tydeligvis meget stresset, og beskriver for sin chef symptomer på stress, der har fået lov at eskalere. Er det en typisk situation, vi her bliver præsenteret for?
I Arbejdsmedicinsk Klinik er det vores erfaring, at svaret er nej. I virkeligheden vil en Jacob ofte svare ”det går fint”, hvis nogen spørger.
Se tv-spottet med den stressede Jacob
Forsøger at holde facaden
Mange stressramte kæmper med at håndtere de belastninger, de er udsat for og forsøger at opretholde en facade så længe som muligt. Det gør de blandt andet ved at fastholde – også over for sig selv – at det er midlertidigt, at de er pressede, og at det nok skal blive bedre.
Mange medarbejdere, som er på vej til at gå ned med stress, bliver uhyrligt målrettede, handlingsorienterede og effektive. De vil ikke udsende signaler om egen sårbarhed, da det forstyrrer deres handlefokus. Derfor vil de også tit skære de gode aktiviteter væk, som giver energi og overskud i hverdagen – sociale relationer, familie og motion bliver tit nedprioriteret.
Svært at opfange signaler
Virkelighedens Jacob vil måske nok forsøge at gøre opmærksom på sit store arbejdspres, men ofte på en måde som signalerer dynamik, overskud og styr på tingene. Han kan derfor blive overrasket og skuffet over, at hans chef ikke lader til at tage hans nødråb alvorligt. Netop fordi Jacob ofte vil forsøge at opretholde en facade, bliver det svært for nærmeste leder og kolleger at opfange signaler om, at det er alvorligt.
Så hvad kan man gøre på arbejdspladsen for at undgå, at en medarbejder går alene med sin stress så længe, at den bliver alvorlig og skadelig?
Det bedste er at sætte ind over for stress på et mere generelt niveau, frem for at satse på, at man opdager det enkelte tilfælde af stress, når det er ved at være alvorligt.
Skab balance mellem krav og ressourcer
For det første er det vigtigt, at lederen forsøger at skabe balance mellem krav og ressourcer hos hver medarbejder. Opgaverne skal med rimelighed kunne løses inden for arbejdstid, og medarbejderne skal have kompetencerne til at løse opgaverne.
Her går det tit galt i nedskæringstider, hvor færre skal løse de samme opgaver. Lederen har stadig et ansvar for, at der så laves klare aftaler om prioriteringer i opgaven og klare udmeldinger om, hvilke opgaver, det er acceptabelt at løse 80%. Det må ikke hvile på medarbejderens egne skuldre at løse problemet med, at han har 37 timer til at løse 65 timers arbejdsopgaver.
Alle kan få stress
For det andet vil det være en god ide for arbejdspladsen at informere og forklare medarbejdere og mellemledere, at alle kan få stress, også de meget robuste og stærke. Hvis medarbejderne tror, at de selv eller deres kolleger er immune over for stress, vil de have mindre tendens til at opfange og reagere på faresignaler.
Hvis der derimod hersker en forståelse for og en kultur om, at alle kan blive alvorligt stressede, vil det være nemmere for den enkelte at melde ud, hvordan man har det. Det er desværre alt for sjældent, at medarbejdere som Jacob fortæller så åbent, at de har det skidt.
Hvad tænker I om vores råd til Jacobs arbejdsplads og har I andre erfaringer, I vil bidrage med?