Der kan være mange gode grunde til at stressramte ikke får sagt fra over for belastende arbejdsforhold i god tid. Og i en krisetid med trusler om nedskæringer bliver det ikke just nemmere at sige fra
Man finder sig i mere i en krisetid
Der er forskel på, hvor gode vi er til at markere egne grænser og gøre opmærksom på urimelige arbejds- og ledelsesforhold. Og i en krisetid kan det være endnu sværere at sige fra.
I disse uger er der varslinger om fyringer i mange kommuner og private virksomheder. Mange medarbejdere oplever, at de er i farezonen for at blive fyret. I den situation kan man være tilbageholdende med at påpege urimelige arbejdsforhold – man finder sig i urimeligheder, som man tidligere ville have kritiseret.
Fagforbundet DJØF har således på ét år fået dobbelt så mange sager med stress som følge af bl.a. grov udskældning mod de ansatte end tidligere. I følge DJØF finder de ansatte sig i urimelige arbejdsvilkår, da de er angste for at blive fyret.
Er stressramte sarte og dårlige til at sige fra?
Samtidig kunne man for nylig høre i radioavisen, at mere end 35.000 mennesker sidste år henvendte sig til deres læge med stressproblemer. I kølvandet på denne nyhed rejste der sig en debat om i hvilket omfang, det er de stressramtes eget problem – underforstået at de er lidt sarte og blot skulle have sagt fra i god tid. Så enkelt er det imidlertid ikke.
Stress er et komplekst fænomen
Når mennesker reagerer med stress og ikke får sagt fra, er der tale om et kompleks samspil mellem forhold hos den enkelte og forhold på arbejdspladsen. Man kan således pege på en række forhold, som spiller ind:
Mennesker reagerer forskelligt på belastninger
Mennesker er forskellige. Nogle har en høj belastningstærskel og kan præstere meget uden at blive ’stresset’ af den grund – for andre skal der mindre til. Der er tale om biologiske og psykologiske forskelle, som mere eller mindre er medfødte.
Opfattelsen af stress afhænger også af arbejdsgruppen
Forskellige grupper af ansatte tolker belastninger og symptomer på stress forskelligt. En finsk undersøgelse har vist, at et symptom som mavepine i en afdeling på en stor arbejdsplads blev tolket som et tegn på engagement, mens det samme symptom i en anden afdeling blev tolket som et tegn på stress.
Undersøgelse viste desuden, at der var forskellige indstillinger til det at arbejde. I én afdeling var der for eksempel en opfattelse af, at hvert minut var kostbar, og det derfor var vigtig at holde et højt arbejdstempo. I den situation kan det være vanskeligt at gøre opmærksom på, at man ikke kan holde til arbejdstempoet.
Vi er i forskellige arbejdssituationer
Der findes også arbejdssituationer, hvor det kan være svært at sige fra. En sygeplejerske, der passer meget syge patienter eller en pædagog, der holder opsyn med udadreagerende børn, vil have vanskeligere ved at sige fra over for arbejdets krav end en medarbejder, der arbejder med ”døde ting” som industri og byggeri.
Alt i alt kan der altså - ud over krisen - være forskellige forhold på spil, som fx individuelle forskelle, gruppens indstilling eller typen af arbejde, som i forvejen gør det svært at sige fra over for belastende arbejdsforhold. Oplever I også, at færre personer siger fra over for belastninger i jobbet her under krisen?
Psykolog, ph.d., Lars Peter Andersen
Arbejdsmedicinsk klinik, Regionshospitalet Herning