Der er en tendens til, at stress på arbejdspladsen bliver gjort til den enkelte medarbejders problem. Men stress kan hurtigt blive et problem for hele arbejdspladsen, hvis ikke det løses i fællesskab.
Psykologhjælp kan ikke stå alene
Det er blevet mere udbredt, at både private og offentlige virksomheder sender deres medarbejdere til psykolog, når de bliver sygemeldt med stress.
Det er glædeligt, at virksomhederne vil støtte deres medarbejdere, så de hurtigt kan få det bedre. Men når det handler om arbejdsrelateret stress, kan den måde at tage fat om problemet på ikke stå alene. Hvis stress-symptomerne skyldes arbejdet, skal problemet løses der, samtidig med at medarbejdere muligvis også har brug for psykologisk rådgivning og støtte.
Stress gøres til den enkeltes problem
Mange arbejdsgivere har tendens til at individualisere stress-problemer og for eksempel sige noget i retning af ”du er for perfektionistisk” eller ”du skal lære at sige fra”. På arbejdsmedicinsk klinik ser vi især mange medarbejdere fra sundhedsområdet, som kommer og fortæller, at deres problem er, at de er for perfektionistiske eller for grundige.
Men det er vel ikke så underligt, at man som eksempelvis sygeplejerske stiller høje krav til sig selv i sin pleje af meget syge mennesker, når begge de kolleger, hun er på arbejde med, er helt nyuddannede, og afdelingslederen er langtidssygemeldt.
Et andet eksempel kan være en sagsbehandler i en kommune, som får at vide, at han bare skal prioritere opgaverne, men uden at ledelsen tager ansvar for at vælge, hvad der skal nedprioriteres.
Stress påvirker arbejdsmiljøet
Arbejdsrelateret stress er ikke kun et problem for den enkelte. Hvis en medarbejder igennem længere tid har opgaver, der overstiger vedkommendes ressourcer, og han ikke kan se sig ud af det og føler sig presset og fastlåst, er vedkommende i risiko for sygemelding. Samtidig har han formentlig mindre overskud til at hjælpe kolleger og i det hele taget bevare en positiv omgangstone. Det kan medvirke til at skabe et dårligere psykisk arbejdsmiljø på arbejdspladsen.
Risiko for sneboldeffekt
Hvis den stressede medarbejder bliver sygemeldt, øger det ofte kollegernes arbejdspres, og der er risiko for en sneboldeffekt med mange sygemeldte medarbejdere, hvis problemet ikke løses hurtigt. Så uanset om arbejdsgiveren er opmærksom på det eller ej, vil det som regel blive et fælles problem, når en medarbejder oplever langvarig stress.
Har du eksempler på stress på arbejdspladsen, der enten er løst i fællesskab eller er blevet gjort til den enkeltes problem?