Vellykket trivselsmøde

På Plejehjemmet Aftensol satte en forældet trivselsundersøgelse gang i nye tiltag. Resultatet blev et trivselsmøde, der gav gode input til den fremtidige indsats.

BAGGRUND: Krav om opfølgning på trivselsundersøgelse

Da ledelse og samarbejdsudvalg på Plejecentret Aftensol skulle følge op på resultaterne af en trivselsundersøgelse, foretaget 4 måneder tidligere, oplevede de, at dele af undersøgelsen allerede var forældede. På flere områder afspejlede rapporten ikke længere den aktuelle virkelighed.

 
- Trivselsmødet dengang er noget, der bliver husket, og som alle stadig taler om som en utrolig positiv oplevelse

Det er imidlertid et krav i Københavns Kommune, at der følges lokalt op på centrale trivselsundersøgelser. Så hvad skulle næste skridt være?

Ledelsen og samarbejdsudvalget kontaktede en organisationskonsulent i forvaltningen for at diskutere opfølgningen på trivselsundersøgelsen.

Ledelsen, samarbejdsudvalget og organisationskonsulenten blev sammen enige om, at de ville få mere ud af undersøgelsen ved at inddrage medarbejderne i en dialog. Derfor besluttede de at afholde et trivselsmøde, som kunne give et bedre afsæt for det videre arbejde med trivsel på Aftensol.

INDSATS: Trivselsmøde med diskussion i grupper

Trivselsmødet blev fastlagt som et temamøde for hele huset.

Fakta om arbejdspladsen

Plejecentret Aftensol er et selvejende plejehjem i Københavns Kommune. Centret har 38 medarbejdere og 43 beboere.

Den anerkendende tilgang blev valgt som tilgang til mødet. Medarbejderne fokuserede på, hvad der fungerede, hvilke drømme de havde, og hvad der skal til, for at de kan skabe den ønskede fremtid. 

I grupper diskuterede medarbejderne 4 udsagn fra trivselsundersøgelsen - udgangspunktet var følgende spørgsmål:

  • Hvad forstår I ved udsagnet?
  • Hvad forbinder I med udsagnet?
  • Fortæl hinanden om en oplevelse, hvor dette i høj grad passede.
  • Hvad gjorde denne oplevelse til noget særligt?
  • Et år frem: Hvordan ser den ønskede fremtid ud?
  • Hvor skal I ligge på trivselsmålingen om et år?
  • Hvad er det, I gør, som virker?
  • Hvad er I begyndt på, eller hvad gør I anderledes?
     
Den anerkendende tilgang
 

En anerkendende tilgang fokuserer på det, som fungerer. Den undgår at fokusere på problemer, fordi det skaber en negativ stemning og undergraver folks selvværd.

Ved at fokusere på at anerkende og videreudvikle det, som fungerer, øges motivation, arbejdsglæde og selvværd.

Erfaringerne viser, at mange problemer samtidig bliver løst.

Bagefter præsenterede grupperne deres arbejde.

- Der var en fantastisk god stemning på mødet – især ved præsentationen, fortæller forstander Bodil Knudsen.

- Her kom alle med gode eksempler på, hvad der fremmer trivsel, og forslag til, hvordan vi kunne skabe endnu mere trivsel, fortæller Bodil Knudsen videre.

EFFEKT: Gode input til handleplan

Trivselsmødet gav samarbejdsudvalget mange gode input til handleplanen, og Plejecentret har arbejdet videre med indsatsområderne.

- Trivselsmødet dengang er noget, der bliver husket, og som alle stadig taler om som en utrolig positiv oplevelse. Her var alle sammen, og alle blev hørt, siger Bodil Knudsen.

Passer indsatsen til din arbejdsplads?

Inspiration fra andre arbejdspladser kan være meget givende. Men arbejdspladser er forskellige. Derfor er det vigtigt at overveje, hvad der skal til, for at en indsats fra en anden arbejdsplads kan fungere hos jer.

I skal bl.a. overveje:

  • Hvordan kan vi få indsatsen til at harmonere med vores kultur,
    rammer og behov?
  • Passer indsatsen sammen med andre tiltag, vi har i gang?
  • Har vi erfaringer fra tidligere indsatser, som kan bruges?

 

Sidst opdateret d. 29. marts 2012.
Kontakt

Bodil Knudsen

Forstander

35 30 55 00

 
 
 
Skriv kommentar
Alle felter med * skal udfyldes (e-mail bliver ikke vist).
Bekræft, at du ikke er en spam-robot, ved at skrive ordet GUL her