En anonym trivselshotline skal give medarbejderne i Næstved Kommune et bedre arbejdsliv.
BAGGRUND: Et krævende arbejdsliv
Både ledere og medarbejdere i Næstved Kommune oplever i perioder, at deres arbejdsliv er krævende. Kommunen ønskede derfor at skabe rammerne for et bedre arbejdsliv for medarbejderne ved at få et bedre indblik i, hvilke problemer medarbejderne oplever i deres dagligdag.
INDSATS: Trivselshotline til medarbejderne
For at hjælpe medarbejdere til et bedre arbejdsliv, bedre trivsel og færre sygemeldinger har Næstved Kommune oprettet en anonym Trivselshotline for kommunens medarbejdere.
- Det har været en stor udfordring at formidle budskabet om Trivselshotlinen
Trivselshotlinen betjenes af 4 udviklingskonsulenter, som tilsammen bruger 5-7 timer pr. uge på visitering.
Kommunens medarbejdere kan benytte Trivselshotlinen via en telefonsvarer eller via mail. For begge kontaktformer gælder, at man bliver kontaktet af en udviklingskonsulent inden for 24 timer.
Konsulenterne på Trivselshotlinen tilbyder hjælp inden for 8 områder:
- Intern coaching
- Ekstern psykologhjælp
- Stressvejledning
- Kostvejledning
- Motionsrådgivning
- Sundhedstjek
- Alkoholrådgivning
- Rygestopkursus
Rådgiverne er kommunens 3 interne coaches og 20 kostvejledere.
De sundhedsrelaterede tilbud varetages af kommunens sundhedscenter, og derudover samarbejder kommunen med en ekstern coach og 2 eksterne psykologer.
Udfordringer
Etableringen af Trivselshotlinen har ikke været problemfri. HR-chefkonsulent Anne Fossing peger bl.a. på, at det har været en stor udfordring at formidle budskabet om Trivselshotlinen til alle kommunens 8.000 ansatte. Oprettelse og varetagelse af hotlinen har også vist sig at være meget ressourcekrævende.
EFFEKT: 300 henvendelser
I Trivselshotlinens første år har der været knap 300 henvendelser. Herigennem har Næstved Kommune fået et indblik i de problemer, medarbejderne oplever i deres dagligdag.
Brugerne af hotlinen har fået mulighed for at give en elektronisk, anonym evaluering af deres forløb. Hensigten er, at evalueringerne skal give et overblik over effekten af hotlinen via en struktureret måling.
Tilbagemeldinger fra coaches, eksterne psykologer og medarbejdere vidner om, at hotlinen er en succes.
Inspiration fra andre arbejdspladser kan være meget givende. Men arbejdspladser er forskellige. Derfor er det vigtigt at overveje, hvad der skal til, for at en indsats fra en anden arbejdsplads kan fungere hos jer.
I skal bl.a. overveje:
- Hvordan kan vi få indsatsen til at harmonere med vores kultur,
rammer og behov?
- Passer indsatsen sammen med andre tiltag, vi har i gang?
- Har vi erfaringer fra tidligere indsatser, som kan bruges?