Indflydelse på arbejdsmiljøet – hver dag

Grønne, røde og hvide kugler i et arbejdsmiljøbarometer giver medarbejderne på specialfritidshjemmet Tulla i Kalundborg indflydelse på hverdagen.

Kontant afregning hver dag

En grøn kugle for en god arbejdsdag og en rød kugle for en dårlig arbejdsdag. På Fritidshjemmet Tulla i Kalundborg er der dagligt kontant afregning.

Med et arbejdsmiljøbarometer kan medarbejderne nemlig tilkendegive, om arbejdsdagen har været god eller dårlig. Og har den været sådan midtimellem, lægger man en hvid kugle i en af de tre høje glasvaser, der er sat frem til formålet. 

Talerør under omstillingsproces

Barometeret blev indført på Fritidshjemmet Tulla tilbage i 2008 i forbindelse med en stor omstillingsproces. Fritidshjemmet skulle overgå fra at være en selvstændig institution til at være en del af det kommunale Specialcenter Sigrid Undset, som underviser børn med vidtgående behov.

 
- En beslutning uden medarbejderne er ikke en god beslutning

Formålet var at skabe forudsigelighed og lade barometeret fungere som et talerør for medarbejderne i en periode med mange forandringer.

- Vi var forberedt på, at der kunne opstå problemer i forbindelse med den store forandringsproces. Derfor ville vi i sikkerhedsgruppen sikre, at medarbejderne fortsat kunne føle arbejdsglæde og bevare deres i forvejen gode arbejdsmiljø, fortæller arbejdsmiljørepræsentant Jonna Larsen og fortsætter:

- Jo mere vi ved om, hvor vores arbejdsplads bevæger sig hen, jo lettere kan vi forholde os til forandringer. Vi er forskellige, og vi reagerer forskelligt på forandringer. Arbejdsmiljøbarometeret bidrager til at skabe dialog og modvirke utryghed – og det er en nem måde for medarbejderne at få indflydelse på udviklingen på arbejdspladsen. 

Røde kugler skal begrundes

Jonna Larsen og en kollega var kort forinden blevet præsenteret for arbejdsmiljøbarometeret på et kursus og så det som en anderledes og sjov måde at tage arbejdsklimaets temperatur på. Ideen blev taget med hjem og forelagt både ledelse og medarbejdere, som var enige om, at det var en god idé.

Fakta om arbejdspladsen

Fritidshjemmet Tulla er et specialfritidshjem i Kalundborg for børn med vidtgående behov.

Fritidshjemmet har ca. 40 pædagoger og pædagog-medhjælpere ansat.

Forandringsprocessen var ikke smertefri, men arbejdsmiljøbarometeret gav medarbejderne mulighed for at gøre opmærksom på, hvor der var problemer.

De røde kugler skal nemlig altid ledsages af en skriftlig begrundelse, som lægges i en låst postkasse. 
 
- Processen gav nogle røde kugler. Det var meget lærerigt og gav os en pejling om, hvad vi skulle arbejde med. I sådan en proces er det vigtigt, at man kan løse problemerne her og nu, siger Tina Forsingdal, der er leder af fritidshjemmet.

Følger op med det samme

Inden barometeret blev taget i brug, blev det tilrettet i sikkerhedsgruppen, så det passede til fritidshjemmet. Fx blev der udarbejdet en handlingsplan og et opfølgningsskema for de røde kugler, så der kunne handles på problemerne. For det handler ikke kun om at synliggøre stemningen i huset. 

- De begrundelser, der følger med de røde kugler, bliver læst samme dag, som de bliver lagt i postkassen. Jeg har det mål, at vi inden for 24 timer skal have planlagt, hvad vi gør ved problemstillingen. Og inden for en uge skal vi have handlet på det og fx afholdt et møde med de medarbejdere, sedlen involverer, fortæller Tina Forsingdal. 

Alle sedler bliver skrevet ind i en handleplan, som er tilgængelig for alle medarbejdere. Her kan man se, hvem der har skrevet sedlen, hvad problemet handler om, og hvad der er planlagt eller gjort for at løse problemet.

- Man skal kunne stå inde for det, man skriver, også hvis man skriver noget, der involverer andre, og fx nævner navne på kolleger, siger Tina Forsingdal, som sammen med arbejdsmiljørepræsentant Jonna Larsen er ansvarlig for at følge op på de røde kugler.

De inddrager altid de enkelte sedlers forfatter og eventuelle navngivne kolleger i opfølgningen. På den måde bliver medarbejderne selv en del af løsningen.

Fungerer som APV

Efter nogle års brug er arbejdsmiljøbarometeret nu blevet en del af hverdagen på Fritidshjemmet Tulla.

- Faktisk bruger vi nu arbejdsmiljøbarometeret som vores APV, og jeg har Arbejdstilsynets ord for, at det er ok som metode. Med traditionelle spørgeskemaer går der så lang tid, før man har svarene og kan handle på problemerne, men nu kan vi gøre noget med det samme, siger Jonna Larsen.

Jonna Larsen understreger, at medarbejderne selvfølgelig altid kan komme direkte til ledelsen, hvis de har et problem. De behøver ikke gå gennem barometeret først. 

Sedlerne i postkassen handler da også både om det psykiske og det fysiske arbejdsmiljø, selvom den fysiske del endnu ikke fylder så meget. 

- Der er selvfølgelig en fare for, at der er ting, man ikke opdager, fordi der ikke bliver spurgt konkret til det, som man fx gør i et spørgeskema. Vi har talt om at hænge et APV-skema op ved siden af barometeret for at minde medarbejderne om, hvad det er for forhold, de skal tænke på, både når det gælder det fysiske og det psykiske arbejdsmiljø, siger Jonna Larsen.

Alle er ansvarlige for arbejdsmiljøet

Selvom barometeret er en ret enkel tilgang til arbejdsmiljøet, har det krævet lidt tilvænning.

- Det har helt sikkert været en udfordring for nogle medarbejdere at lære, at de selv er en del af løsningen. Hvis en medarbejder har lagt en rød kugle i barometeret, spørger jeg altid, hvad hun selv synes, vi skal gøre ved problemet, siger Tina Forsingdal og fortsætter:

- Vi er jo alle ansvarlige for arbejdsmiljøet, og jeg oplever jo også, at medarbejderne gerne vil tages med på råd. En beslutning uden medarbejderne er ikke en god beslutning.

Som arbejdsmiljørepræsentant glæder Jonna Larsen sig også over den effekt, arbejdsmiljøbarometeret har haft i huset:

- Medarbejderne er blevet opmærksomme på, at arbejdsmiljø faktisk ikke er så kedeligt. Samtidig er alle generelt blevet mere tilfredse, fordi vi nu gør en indsats for at løse problemerne med det samme. Og heldigvis har vi da også flest grønne kugler, siger Jonna Larsen.

Hvad siger medarbejderne?
Da medarbejderne på Fritidshjemmet Tulla for nylig blev spurgt, hvad de synes om barometeret, kom der bl.a. disse udtalelser:
  • Arbejdsmiljøbarometret tvinger os til at reflektere over dagen. Det
       betyder, at man ikke kun husker det dårlige.
  • Kuglerne fungerer godt visuelt.
  • Dejligt, at der bliver handlet på de røde kugler med det samme.
  • Når jeg har skrevet det dårlige ned, tager jeg det jo ikke med hjem.
Passer indsatsen til din arbejdsplads?

Inspiration fra andre arbejdspladser kan være meget givende. Men arbejdspladser er forskellige. Derfor er det vigtigt at overveje, hvad der skal til, for at en indsats fra en anden arbejdsplads kan fungere hos jer.

I skal bl.a. overveje:

  • Hvordan kan vi få indsatsen til at harmonere med vores kultur,
    rammer og behov?
  • Passer indsatsen sammen med andre tiltag, vi har i gang?
  • Har vi erfaringer fra tidligere indsatser, som kan bruges?

Tekst: Malene Markussen 

Sidst opdateret d. 29. marts 2012.
Kontakt

Tina Forsingdal

Leder

59 51 30 97

 
 
 
Skriv kommentar
Alle felter med * skal udfyldes (e-mail bliver ikke vist).
Bekræft, at du ikke er en spam-robot, ved at skrive ordet GUL her