- Vi har endnu ikke oplevet Ragnarok

Børnehuset Valhalla i Fredericia har vendt et stresset arbejdsmiljø med mange sygemeldinger til en hverdag præget af tryghed og forudsigelighed.
Der er overblik over arbejdsdagen og ressourcerne i Børnehuset Valhalla. Det skaber tryghed og overskud hos medarbejderne. Foto: Flemming Jeppesen.

HISTORIEN KORT:

Særlig plan for hver type dag

Børnehuset Valhalla i Fredericia har hver dag en plan klar fra morgenstunden. Aktiviteterne i planen passer til dagens ressourcer, og det skaber trivsel, tryghed og forudsigelighed for medarbejderne.

Planen er inspireret af den nordiske mytologi og beskriver, hvad der kan lade sig gøre i institutionen, alt efter hvilken type dag det er, og hvor mange der er på arbejde.
For eksempel er en Frigg-dag en fuldt bemandet dag, hvor alt er muligt, mens der på en Ragnarok-dag kun er ganske få medarbejdere, og hvor kun det mest nødvendige kan lade sig gøre.

HELE HISTORIEN:

Inspireret af nordisk mytologi

Den nordiske mytologi spiller ind overalt i hverdagen for de 110 børnehave- og vuggestuebørn i børnehuset Valhalla i Fredericia.

Det er ikke kun institutionen og de fysiske rammer, der er opkaldt efter guder og helte. De gamle sagn har også givet inspiration til en ny og mere fleksibel organisering af arbejdet, der har skabt ny arbejdsglæde og mere sammenhold blandt de 15 pædagoger og medhjælpere i huset.

Aktiviteter, der passer til dagens ressourcer

Når dagene skal planlægges kan personalet for eksempel finde inspiration til aktiviteter i 'Mimers Brønd', som er en samling forberedte aktiviteter, der kan komme i brug alt efter om dagens personaleressourcer giver en Frigg-dag, en Loke-dag eller om institutionen skal forberede sig på en Ragnarok-dag.

- Uanset, hvor mange man er på arbejde, er der en plan for dagen klar fra morgenstunden
Den nye organisering af arbejdet har løftet Valhalla fra en placering i den tunge ende af kommunens sygefraværsstatistik til en fin placering med et sygefravær lige under gennemsnittet.

Organiseringen af arbejdet har også ændret mentalitet og indstilling til arbejdet hos medarbejderne, som nu fokuserer på det, man kan i huset i fællesskab, i stedet for det man ikke kan hver for sig.

Stress, sygdom og påbud

Da Jette Moldt tiltrådte som ny leder i marts 2008, så hverdagen i Valhalla helt anderledes ud.

- Vi havde flere langvarigt sygemeldte med stress og en stor overarbejdspukkel i en gruppe af medarbejdere med mange år på bagen og ellers gennemtræk af nye medarbejdere i de resterende stillinger, fortæller Jette Moldt.

Huset var dengang delt op i fem små stuer, og medarbejderne vidste sjældent, hvad deres kolleger på de andre stuer lavede. Der var udbredt fokus på egne opgaver og 'egne' børn frem for på hele husets opgaver.

Problemerne lå blandt andet i en række faste aftaler om pauser og arbejdstid, der gjorde det næsten umuligt at få dagene til at hænge sammen, hvis der var mere end en sygemelding ved dagens begyndelse.

Det gav stor usikkerhed for medarbejderne, når de mødte på arbejde, for det var aldrig til at vide, hvordan dagen ville komme til at se ud. Ville der være nok på arbejde til at få tingene til at fungere?

Ud med gamle aftaler

Et påbud fra Arbejdstilsynet i foråret 2008 om at rette op på det psykiske arbejdsmiljø i institutionen gjorde problemet endnu mere akut.

Fakta om arbejdspladsen
Børnehuset Valhalla ligger i Fredericia Kommune og beskæftiger 15 pædagoger og medhjælpere.

Der var allerede blevet nedsat en følgegruppe i institutionen, kaldet Bifrostgruppen, hvor både tillidsrepræsentanter, ledelse og kommunens områdeleder sad med.

Her blev arbejdet med en ny organisering af arbejdet i Valhalla forankret.

- Som udgangspunkt måtte jeg som leder træde ind og opsige aftalerne om faste pauser om formiddagen, og at de deltidsansatte altid havde fri om eftermiddagen. Ellers havde vi ikke haft betingelserne for at komme videre, forklarer Jette Moldt.

Hun understreger, at Valhalla ikke var blevet et godt sted at arbejde alene med den beslutning. Arbejdet med at komme videre måtte gøres i fællesskab blandt alle medarbejderne.

- Vi havde set en artikel i fagbladet Børn og Unge om en institution, der havde inddelt dagene som et stoplys med grønne, gule eller røde dage, så forældrene kunne vide, hvad der ikke kunne lade sig gøre de dage. Den artikel brugte vi som inspiration, bare med omvendt fortegn, for vi ville have fokus på, hvad vi kunne gøre, fortæller Jette Moldt.

En Frigg-dag eller en Ragnarok-dag

Artiklen blev taget med til et personalemøde med alle ansatte, og det blev til mange møder, hvor personalet indgående diskuterede, hvordan arbejdet kunne organiseres, så alle følte sig trygge og på forhånd kunne overskue dagen, når de mødte ind om morgenen.

Møderne mundede ud i en ny ressourceplan inspireret af de gamle nordiske sagn. Her står det beskrevet, hvad man kan lave i institutionen, alt efter hvor mange, der er på arbejde, og der er fem typer dage (se boksen i bunden af artiklen).

For eksempel er en Frigg-dag en fuldt bemandet dag, hvor alt kan lade sig gøre, ganske som det kan for Frigg, der er Odins hustru og gudinde for den vilde natur.

Modsætningen er en Ragnarok-dag, som repræsenterer verdens undergang. På en Ragnarok-dag er der næsten ingen på arbejde, og kun det absolut mest nødvendige arbejde kan lade sig gøre.

- Men vi har heldigvis ikke oplevet Ragnarok endnu, siger Jette Moldt med et stort smil.

Ressourceplanen bliver brugt hver morgen af de første medarbejdere, der møder ind. De ser på den aktuelle personalesammensætning og bestemmer, hvilken type dag det er. Det kan alle, der møder ind senere, se med det samme i den interne kommunikationsbog, og det skaber forudsigelighed og giver overskud og tryghed.

Alle ved, at uanset hvor mange eller hvor få man er på arbejde i Valhalla, er der en plan for dagen klar fra morgenstunden.

Usikkerhed vendt til sammenhold

- Det sværeste var usikkerheden i starten og oplevelsen af at opgive noget, uden at vide, hvad der kom i stedet, siger Pia Dellgren Jensen, som er tillidsrepræsentant og pædagogmedhjælper med 20 års anciennitet i Valhalla.

- Vi var vant til at have formiddagspausen som et fast holdepunkt, og troede dengang, at det var den pause, der fik dagen til at hænge sammen for os, uddyber hun.

- Til gengæld var det en meget positiv oplevelse, at vi sammen fik vendt tankegangen i huset til det, vi kan, i stedet for det vi ikke kan, forklarer pædagog og arbejdsmiljørepræsentant Anne Nielsen.

Hun har selv fået meget mere tid til det pædagogiske arbejde, fordi alle nu samarbejder om at få den daglige planlægning til at fungere. Tidligere var hun en af ganske få medarbejdere, der stod for at få vagtskemaet til at gå op. Nu er det en fælles opgave, som alle tager del i de dage, hvor de møder ind som de første om morgenen.

Både Pia Dellgren Jensen og Anne Nielsen lægger meget vægt på den mentalitetsændring, som præger Valhalla nu i forhold til tidligere. At det nu er et stort fælles hus i stedet for fem små stuer hver for sig.

Det har givet tryghed og trivsel i hverdagen, at alle i huset arbejder sammen, og det har også gjort arbejdet med børnene mere fleksibelt. Børnene kan meget friere bevæge sig mellem vuggestue og børnehave alt efter deres behov, fordi der er plads og åbenhed blandt personalet om, at man skal hjælpe hinanden.

- Det vigtigste, når man går i gang med at ændre arbejdet, som vi har gjort, er, at man finder ud af, hvor ressourcerne i huset er. Når man ved det, kan man begynde at se på, hvad der kan lade sig gøre i praksis, siger Anne Nielsen.

Valhallas ressourceplan
Frigg-dag: En dag, hvor alt pædagogisk personale er på arbejde – 15 personer. Alle planlagte aktiviteter gennemføres med et højt fagligt niveau.

Slejpner-dag: En dag hvor mindst 12 af det pædagogiske personale er på arbejde. Det betyder, at dagens arrangementer gennemføres. Der bliver omorganiseret i forhold til voksne og børn. Gennemførelsen af interne møder vurderes.

Loke-dag: En dag, hvor mindst 10 af det pædagogiske personale er på arbejde. Planlagte aktiviteter gennemføres så vidt muligt på matriklen. Interne møder aflyses som regel. Målet er, at børnene er trygge, glade og bliver passet.

Yggdrasil-dage: Dage, hvor under 10 af det pædagogiske personale er på arbejde. Børnene bliver forsvarligt passet og møder med videre aflyses.

Ragnarok-dage: Dage med ekstrem personalesituation og meget få på arbejde. Lederen beslutter, hvorvidt de forældre, der har mulighed for det, skal opfordres til at hente deres barn tidligt eller helt holde barnet hjemme. Lederen eller områdelederen kontaktes.

Passer indsatsen til din arbejdsplads?
Inspiration fra andre arbejdspladser kan være meget givende. Men arbejdspladser er forskellige. Derfor er det vigtigt at overveje, hvad der skal til, for at en indsats fra en anden arbejdsplads kan fungere hos jer.

I skal bl.a. overveje:
  • Hvordan kan vi få indsatsen til at harmonere med vores kultur, rammer og behov?
  • Passer indsatsen sammen med andre tiltag, vi har i gang?
  • Har vi erfaringer fra tidligere indsatser, som kan bruges?

Tekst: Rasmus Wind

Sidst opdateret d. 29. marts 2012.
Kontakt

Jette Moldt

Leder

72 10 62 00

 
 
 
Skriv kommentar
Alle felter med * skal udfyldes (e-mail bliver ikke vist).
Bekræft, at du ikke er en spam-robot, ved at skrive ordet GUL her