Mere rum til ledelse i daginstitutioner

Daginstitutionslederne i Vejle Kommune har fået mere rum til ledelse. Løsningen er administrativ hjælp fra HK’ere.

BAGGRUND: Mange administrative opgaver

Den administrative arbejdsbyrde for ledere af daginstitutioner er gennem flere år blevet højere. Det har skabt frustration blandt mange ledere, som følte, at de brugte alt for meget tid på administrative opgaver i stedet for at være synlige i institutionen.

For at aflaste lederne har Vejle Kommune indført brug af HK-personale i daginstitutionerne. På den måde kan lederne bruge deres tid på at skabe gode forhold for medarbejdere og børn.

INDSATS: HK’er til aflastning

Alle daginstitutionsledere i Vejle Kommune bliver opfordret til at benytte HK’ere til at aflaste dem i forhold til det administrative arbejde. Institutionerne får i deres budget bevilget 7 timers ugentlig kontorhjælp. Lederen kan få flere timer, men så er det for institutionens egen regning.

 
- Det har givet mig tid til i højere grad at fokusere på de pædagogiske tiltag og på mit lederansvar

En HK’er er oftest tilknyttet flere daginstitutioner. Det giver mulighed for en ansættelse tæt på fuld tid.

Antallet af timer afhænger af institutionens størrelse og lederens behov for hjælp.

HK’eren er ikke ansat af kommunen, men af en af de daginstitutioner vedkommende er tilknyttet. Kommunen stiller en række krav til HK’ernes arbejdsforhold. Fx skal institutionen stille en arbejdsplads til rådighed, ligesom de skal sikre, at HK’eren får den fornødne tid til at løse opgaverne.

Susanne Wind er en af de HK’ere, der er ansat i ordningen. Hun varetager mange forskellige opgaver i de 4 børnehaver hun er tilknyttet, bl.a. betaling af fakturaer, budgetlægning og personaleindberetninger. Hun kan også stå for at udarbejde fødselsdagslister eller opdatere hjemmesider.

For Susanne Wind betyder arbejdet stor alsidighed. Men det kan også være en udfordring.

- Det kan godt være lidt specielt, at man sådan skal suse rundt fra sted til sted. Derfor er det i begyndelsen lidt svært at lære sine kolleger at kende. Det tager lige lidt længere tid, end hvis man var på det samme sted hver dag, siger Susanne Wind.

Derfor rummer ordningen både en mobil og en stationær løsning:

  • Mobil løsning: HK’eren besøger forskellige daginstitutioner på fastsatte dage i løbet af ugen.
  • Stationær løsning: 2 eller flere HK’ere sidder fysisk sammen, og daginstitutionslederne bringer således opgaverne til HK’eren.
     

Fakta om arbejdspladsen

Organiseringen af daginstitutionerne varetages af Dagtilbudsafdelingen, som er en del af Børn og Unge-forvaltningen i Vejle Kommune.

Der er ca. 100 decentrale enheder (børnehaver, vuggestuer mv.).

Leder af Ødsted Børnehave, Jørgen Sørensen, får hver onsdag hjælp af Susanne Wind, som han 'deler' med 3 andre institutioner.

De 4 institutioner har en indbyrdes aftale om, at lederne gerne må kontakte Susanne Wind, selvom det ikke er 'deres' dag.

- Samarbejdet gør, at vi får rigtig meget ud af denne ordning, fortæller Jørgen Sørensen, som helst ikke laver andre aftaler, når Susanne Wind er i institutionen.

- Jeg har forklaret medarbejderne, at onsdagen bruger jeg sammen med Susanne, og det kan godt virke voldsomt. Men den ene dag gør, at jeg ugens 4 andre dage kan fokusere på ting, som er vigtige for medarbejdernes og børnenes trivsel, siger Jørgen Sørensen.

EFFEKT: Mere rum til pædagogik og ledelse

Aflastningen i de administrative opgaver giver lederne bedre tid til at skabe gode rammer for daginstitutionerne og skaber mere rum for både faglig ledelse og personaleledelse.

- Vi er underlagt en masse regler, og derfor er denne ordning en kæmpe succes. Det har givet mig tid til i højere grad at fokusere på de pædagogiske tiltag og på mit lederansvar. Derfor er den administrative hjælp ikke kun en fordel for mig, men også for pædagogerne, udtaler Jørgen Sørensen.

Standardiseringen af de administrative opgaver skaber en ensartethed, som gør arbejdsgangen nemmere. Det betyder, at Vejle Kommune også drager nytte af ordningen.

- Det er mindre krævende at indføre nye systemer, fordi det er nemmere at oplære 20 HK’ere end 85 daginstitutionsledere, siger Inga Lillesø, der er leder af Dagtilbudsafdelingen i Vejle Kommune.

Passer indsatsen til din arbejdsplads?

Inspiration fra andre arbejdspladser kan være meget givende. Men arbejdspladser er forskellige. Derfor er det vigtigt at overveje, hvad der skal til, for at en indsats fra en anden arbejdsplads kan fungere hos jer.

I skal bl.a. overveje:

  • Hvordan kan vi få indsatsen til at harmonere med vores kultur,
    rammer og behov?
  • Passer indsatsen sammen med andre tiltag, vi har i gang?
  • Har vi erfaringer fra tidligere indsatser, som kan bruges?

 

Sidst opdateret d. 29. marts 2012.
Kontakt

Pia Mouritzen Hunter

Arbejdsmiljøkonsulent

76 81 50 73

 
 
 
Skriv kommentar
Alle felter med * skal udfyldes (e-mail bliver ikke vist).
Bekræft, at du ikke er en spam-robot, ved at skrive ordet GUL her