Vidtgående teamsamarbejde giver trivsel og arbejdsglæde for lærerne på Utterslev Skole.
BAGGRUND: Ny skole kræver nye samarbejdsformer
Da den nybyggede Utterslev Skole blev taget i brug i 2002 var det en del af det pædagogiske grundlag, at skolen skulle have et teamsamarbejde, som var mere vidtgående end på de fleste andre folkeskoler.
Utterslev Skole skal være en fleksibel skole med det formål at skabe en god arbejdsplads og en høj kvalitet i undervisningen.
Det pædagogiske grundlag for skolen indebærer bl.a. en fleksibel og tværgående indretning og undervisning. I praksis betyder det undervisning i storgrupper og på tværs af klasser. Disse nye rammer har også krævet nye samarbejdsformer.
INDSATS: Afdelings- og årgangsteam har stor indflydelse
De selvstyrende lærerteam er opdelt i tre afdelingsteam – indskoling, mellemtrin og udskoling.
Hvert afdelingsteam har mellem 8 og 20 lærere. Disse afdelingsteam er igen underopdelt i team på årgange.
- Folk ser muligheder alle vegne, og det skaber et virkeligt dynamisk miljø
Dette er ikke så usædvanligt. Men Utterslev Skoles teamstruktur adskiller sig fra de fleste andre folkeskoler ved at lærerne primært er tilknyttet afdelingen og ikke klasserne.
Lærerne har alle deres undervisningstimer i den pågældende afdeling og ikke på tværs af skolen og følger kun en klasse, så længe den hører under afdelingen.
En lærer kan ønske noget andet, men det tilstræbes at holde på lærerne i afdelingerne.
- Denne struktur gør, at vi kan fastholde ekspertisen i afdelingen, så der sikres en ensartet kvalitet på tværs af årgange, siger skolens souschef Aase Hammer.
Utterslev Skole er en folkeskole i København, som har plads til 650 elever og beskæftiger 40 lærere i fuldtidsstillinger.
I samarbejdet mellem lærerne er der høj grad af indflydelse: Det er team og ikke ledelse, der planlægger temaer og beslutter hvilke temaer undervisningen skal bygges op omkring.
Derudover har klasserne på skolen et rullende skema, som lærerne planlægger sammen i deres team. Det indebærer, at alt er i spil med jævne mellemrum.
Den eneste hage ved det er ifølge Aase Hammer, at teamsamarbejdet er tidskrævende.
EFFEKT: Medbestemmelse giver arbejdsglæde
Lærerne på Utterslev Skole trives bedre end gennemsnittet af lærere i kommunen, viser Københavns Kommunes trivselsundersøgelse. De scorer især højt på arbejdsglæden.
Selv fremhæver medarbejderne, at deres arbejdsdag har både stor fleksibilitet og medbestemmelse, hvor der er indflydelse på mål og rammer.
De rullende skemaer skaber derfor ikke stress og uforudsigelighed, fordi der i teamene er stor indflydelse i hverdagen. Dermed bliver den konstante forandring forudsigelig.
De rullende skemaer er også med til at skabe trivsel, fordi de bidrager til at skabe en dynamisk arbejdsplads:
- Det er en ny, men derfor også meget ambitiøs arbejdsplads. Folk ser muligheder alle vegne, og det skaber et virkeligt dynamisk miljø og et godt samarbejde, fortæller Aase Hammer.
Samtidig mener hun, at de faste rammer for samarbejdet giver tryghed. Den kombination skaber et godt kollegialt fællesskab og en mulighed for at gøre et godt stykke arbejde.
Inspiration fra andre arbejdspladser kan være meget givende. Men arbejdspladser er forskellige. Derfor er det vigtigt at overveje, hvad der skal til, for at en indsats fra en anden arbejdsplads kan fungere hos jer.
I skal bl.a. overveje:
- Hvordan kan vi få indsatsen til at harmonere med vores kultur,
rammer og behov?
- Passer indsatsen sammen med andre tiltag, vi har i gang?
- Har vi erfaringer fra tidligere indsatser, som kan bruges?