Sygefravær er accepteret som en naturlig del af hverdagen på Starup Skole i Haderslev. Her taler man åbent om sygdom og håndterer fravær ved hjælp af en række procedurer.
BAGGRUND: Fokus på trivsel frem for sygefravær
Med ønsket om at fokusere på trivsel frem for sygefravær deltog Starup Skole i 2008 sammen med 6 andre arbejdspladser i projektet 'Sygefravær – en ledelsesudfordring'. Formålet med projektet var at vende den traditionelle tilgang til sygefravær lidt på hovedet ved at fokusere på det positive frem for det negative.
Et højt sygefravær var ikke udfordringen for Starup Skole. Derimod ønskede skolen at udvikle en god procedure til at tackle sygefraværet, for det kunne være svært for medarbejdere at vikariere for sygemeldte kolleger, fordi de ikke kendte klassens undervisningsplan.
- Medarbejderne skal vide, at vi som ledelse altid står klar til at hjælpe
Ledelsen ønskede også at ændre holdningen til sygefraværet, herunder hvordan man italesætter og håndterer både det almindelige sygefravær og langtidssygefraværet.
INDSATS: Vikarsedler giver overblik og sikrer kvaliteten i undervisningen
Sygedage accepteres som en naturlig del af hverdagen på Starup Skole, som derfor har udviklet nye procedurer til at tackle sygefraværet.
Når en medarbejder er syg, ringer han eller hun til skolelederen om morgenen. Derpå opretter skolelederen – eller medarbejderen selv – en vikarseddel via skolens intranet. Vikarsedlen sikrer, at den medarbejder, der skal overtage, hurtigt kan få et overblik over den planlagte undervisning. Samtidig sikrer man kvaliteten i undervisningen for eleverne.
- Det er vigtigt for os, at vores medarbejdere ved, at det er okay at tage en sygedag. De skal vide, at vi som ledelse altid står klar til at hjælpe, og at vi glæder os til, de vender tilbage. Samtidig har vi fokus på, at de medarbejdere, der er på arbejde, ikke skal opleve stress, fordi en kollega er syg, siger skoleleder Johnny Thomhav.
Starup Skole i har 57 medarbejdere, som består af lærere, SFO-personale samt teknik- og kontorpersonale. Skolen er tosporet og har ca. 400 elever fra børnehaveklasse til 9. klasse.
For Johnny Thomhav er det også vigtigt, at alle forstår formålet med kontakten om morgenen.
Det handler ikke om at presse den sygemeldte til at komme på arbejde, men om at alle medarbejdere er vigtige brikker i bestræbelserne på at sikre god kvalitet i undervisningen.
Tillid mellem medarbejdere og ledelse er afgørende for, at ordningen kan fungere. Skolens tillidsrepræsentant Ulla Andersen fremhæver, at hvis den sygemeldte ikke har tillid til ledelsen, kan kontakten opfattes negativt.
Derfor skal der i dagligdagen opbygges klare rammer og strukturer, som medarbejderne forstår og har tillid til. Ledelsen skal være troværdig i alt, hvad den foretager sig og melder ud, mener Ulla Andersen.
Tillid er også afgørende, når det gælder langtidssygefravær. Skolens ledelse oplevede, at det her er særligt vigtigt at informere de øvrige medarbejdere for at undgå mytedannelser.
- Vi skal have mere tillid til hinanden, og lærerne skal glæde sig til at komme tilbage på arbejde efter sygdom. Den tillid får vi kun, hvis vi kan sikre en god trivsel blandt medarbejderne, siger skoleleder Johnny Thomhav.
Hvis en lærer er sygemeldt i længere tid, har Starup Skole tradition for at sende blomster, ligesom kolleger gerne kigger forbi eller sender en mail for at høre, hvordan det går.
EFFEKT: En fordel for alle
Ønsket om at udvikle en god proces til at håndtere sygefravær var Starup Skoles formål med at gå med i projekt 'Sygefravær – en ledelsesudfordring'.
Martin Skovbo, der er klasselærer på Starup Skole, mener, at systemet med vikarsedler fungerer til fordel for både den sygemeldte, de raske kolleger og eleverne.
- Det beskytter eleverne mod det, man kan kalde undervisningsforfald, og de får den undervisning, som de har krav på og brug for. Det beskytter kollegerne, fordi der ligger nogle nærmere instrukser til undervisningen. Og det beskytter én selv, for hvis forældre kommenterer, at der er meget sygefravær, kan man fortælle dem, at der er blevet sørget for, at eleverne alligevel har fået god undervisning, siger Martin Skovbo.
Inspiration fra andre arbejdspladser kan være meget givende. Men arbejdspladser er forskellige. Derfor er det vigtigt at overveje, hvad der skal til, for at en indsats fra en anden arbejdsplads kan fungere hos jer.
I skal bl.a. overveje:
- Hvordan kan vi få indsatsen til at harmonere med vores kultur,
rammer og behov?
- Passer indsatsen sammen med andre tiltag, vi har i gang?
- Har vi erfaringer fra tidligere indsatser, som kan bruges?