Bedre samarbejde med kollegial supervision

Supervision fra kolleger giver større forståelse og mindre stress for medarbejderne på Plejecentret Lyngparken i Varde.

BAGGRUND: Behov for supervision

Arbejdet med demente kan tære på medarbejdernes personlige og faglige ressourcer. Ved brug af ekstern supervision har Plejecentret Lyngparken i Varde Kommune gennem flere år forsøgt at afhjælpe de problemer, medarbejderne kan opleve i forhold til en beboer, en kollega eller arbejdspladsen generelt.

Varde Kommune ønskede dog at finde et supplement, som kunne reducere behovet for den eksterne supervision. Derfor besluttede kommunen at uddanne interne (kollegiale) supervisorer til plejecentrene, som oven i købet ville betyde en bedre udnyttelse af de interne kompetencer.

- Den eksterne supervision begyndte at blive lidt af en sovepude, samtidig med at den egentlig også kostede mange penge. Og efterhånden var personalet blevet så kompetente, at vi mente, at kollegial supervision ville være godt for os, siger Mette Lykke, som er uddannelseskoordinator på ældreområdet i Varde Kommune.

Den kollegiale supervision skal hjælpe medarbejderen til at stå frem med dilemmaer i arbejdet. Metoden fokuserer på udvikling, læring og forståelse på baggrund af medarbejdernes oplevelser og erfaringer med succeser og problemstillinger.

Den kollegiale supervision foregår i grupper og handler udelukkende om faglige problemstillinger, mens den eksterne supervision foregår på tomandshånd med en konsulent og kan handle om problemer af privat eller personalemæssig karakter.

INDSATS: Uddannelse af kollegiale supervisorer

Uddannelsen af kollegiale supervisorer blev varetaget af den konsulentvirksomhed, som i forvejen stod for den eksterne supervision på Plejecenter Lyngparken. Hele uddannelsen blev afviklet i løbet af et år og omfattede 4 temamøder (teori) samt et træningsmøde (praksis) og efterfølgende implementering.

 
- Medarbejderne er blevet bedre til at bruge hinanden til at tænke i nye løsninger

De medarbejdere, som ønskede at blive uddannet som kollegiale supervisorer, måtte opfylde en række kriterier for at komme i betragtning, bl.a.:

  • lyst og vilje til at lære noget nyt.
  • evne til at være åben om egne dilemmaer og overvejelser.
  • interesse i at udvikle den faglige refleksion på afdelingen.
  • imødekommenhed og respekt over for alle, uanset faglig og personlig baggrund.
     

Der var ikke noget krav om en særlig faglig baggrund.

4 social- og sundhedsassistenter fra Plejecenter Lyngparken er uddannet til kollegiale supervisorer.

Efter uddannelsen blev plejecentret inddelt i 4 grupper med hver sin supervisor. De blev fordelt således, at de i deres daglige arbejde havde mindst mulig tilknytning til gruppens medlemmer, for at supervisoren kan forholde sig så neutralt som muligt til medarbejdernes problemer.

Under en supervision deltager supervisoren, en supervisand (problemstilleren) og gruppen som et reflekterende team.

Som udgangspunkt var der ikke ret stor opbakning til projektet blandt medarbejderne, bl.a. syntes nogle, at ressourcerne var bedre brugt på flere medarbejdere. 

Tilbuddet om kollegial supervision var fra starten obligatorisk for alle medarbejdere. For teamleder Ida Kristensen var det vigtigt, at medarbejderne på forhånd ikke fik lov at dømme projektet ude, og mange viste sig da også at ændre opfattelse, efter de havde deltaget. Tilbuddet er siden hen gjort frivilligt. 

EFFEKT: Nye løsninger i hverdagen

Indførelsen af kollegial supervision har vist sig at sænke behovet for den eksterne supervision, selv om de 2 former dækker over 2 forskellige områder (det faglige og det personlige).

Teamleder Ida Kristensen mener, at dette kan skyldes, at den aflastning medarbejderen oplever i sit arbejdsliv (ved hjælp af kollegial supervision) frigiver ressourcer til at håndtere problemer af privat og kollegial karakter, som ellers ville have nødvendiggjort den eksterne supervision.

Fakta om arbejdspladsen

Plejecenter Lyngparken er beliggende i Varde Kommune og har ca. 60 faste medarbejdere tilknyttet.

Lyngparken har 63 beboere og består af en centerdel i 2 etager, som er delt op i 4 grupper. Derudover er der 4 klyngehuse.

Hele centret består af 60 2-rums plejeboliger, 3 aflastningsstuer og 18 boliger for demente samt et dagcenter og et daghjem for demente.

Sygeplejerske Betty Nielsen er én af de 4 kollegiale supervisorer på Plejecentret Lyngparken.

Hun fremhæver den forståelse, man møder i gruppen af kolleger, når man har det svært med noget fagligt, og mener, at det tager toppen af stressen.

- Medarbejderne er blevet bedre til at bruge hinanden til at tænke i nye løsninger, og de er ikke bange for at gøre tingene på en ny måde, da de oplever, at kollegerne både kan forstå og rumme dem, siger Betty Nielsen. 

Som en af deltagerne i den kollegiale supervision bakker Kate Ringgård op om dette.

- Under supervisionen er det en udfordring at høre, hvad andre ville gøre. Mange gange gør det, at man får øjnene op for andre muligheder og måske selv begynder at bruge det i dagligdagen. Det giver ekstra energi til at gå tilbage til afdelingen, og man har fået et andet syn på beboeren, siger Kate Ringgård. 

Passer indsatsen til din arbejdsplads?

Inspiration fra andre arbejdspladser kan være meget givende. Men arbejdspladser er forskellige. Derfor er det vigtigt at overveje, hvad der skal til, for at en indsats fra en anden arbejdsplads kan fungere hos jer.

I skal bl.a. overveje:

  • Hvordan kan vi få indsatsen til at harmonere med vores kultur,
    rammer og behov?
  • Passer indsatsen sammen med andre tiltag, vi har i gang?
  • Har vi erfaringer fra tidligere indsatser, som kan bruges?

 

Sidst opdateret d. 29. marts 2012.
Kontakt

Ida Kristensen

Teamleder

79 94 62 01

 
 
 
Skriv kommentar
Alle felter med * skal udfyldes (e-mail bliver ikke vist).
Bekræft, at du ikke er en spam-robot, ved at skrive ordet GUL her