Mandekultur med stress på dagsordenen

Stress er ikke længere tabu hos Park og Vej Materielgården i Roskilde Kommune.

BAGGRUND: Stress efter sammenlægning

Afdelingerne for Park og Vej i de tidligere Gundsø, Ramsø og Roskilde Kommuner blev lagt sammen til én enhed i forbindelse med kommunalreformen.

Sammenlægningen betød, at medarbejderne både skulle forholde sig til nye kolleger og en helt ny organisering af arbejdet.

Den nye enhed opererer på markedsvilkår, og der bliver nu fastsat tid, pris og planer for opgaverne. Flere opgaver udliciteres ved åbent udbud. Det betyder, at den nye enhed er ligestillet med private virksomheder i konkurrencen om opgaverne.

 
- Det er jo en arbejdsplads, hvor der ikke er nogen tradition for at snakke om de lidt mere bløde ting

Stress havde ikke tidligere været et problem i nogen af afdelingerne. Men et stykke tid efter sammenlægningen blev 3-4 medarbejdere langtidssygemeldte.

Ledelsen besluttede derfor at sætte stress på dagsordenen.

INDSATS: Stress på dagsordenen

Stress havde ikke tidligere været et problem i afdelingerne for Park og Vej. Derfor var det ikke noget medarbejderne var vant til at tale om, og der var ikke nogen, der vidste særligt meget om stress.

Fakta om arbejdspladsen

Park og Vej Materielgården i Roskilde Kommune har ansvaret for den daglige drift af Roskilde Kommunes veje, stier, torve og grønne områder.

Materielgården beskæftiger ca. 130 medarbejdere.

- Der er jo en arbejdsplads, hvor der ikke er nogen tradition for at snakke om de lidt mere bløde ting. Det er en mere traditionel mandekultur vi har her, fortæller Lars Møller Jakobsen, driftsleder i Park og Vej Materielgården i Roskilde Kommune.

En ekstern stresskonsulent blev inviteret til at holde et oplæg om stress for medarbejderne.

I et oplæg på 3 timer belyste konsulenten stress fra mange forskellige vinkler og gav konkrete anvisninger til handling. 

Reaktionerne på oplægget var meget positive. Medarbejderne oplevede konsulenten som en dygtig formidler, der havde en god forståelse for netop deres arbejdsvilkår.

EFFEKT: Ikke tabu at tale om stress

Der er sket flere tydelige forandringer i hverdagen på Materielgården. Medarbejderne er blevet bedre til at få øje på stress og faresignaler hos kollegerne, og ledelsen har fået en bedre forståelse for, at det er nødvendigt at tilrettelægge arbejdet på en måde, der tager hensyn til den enkelte medarbejder.

Stresskonsulentens oplæg har skabt en bevidsthed om, at arbejdspladsen stod over for et problem, som alle var nødt til at forholde sig til. Det har givet ledere og medarbejdere en fælles forståelse af stress og ophævet det tabu, der tidligere var forbundet med at tale om de mere 'bløde ting'.

Indsatsen hos Park og Vej Materielgården er stadig i en indledende fase, og ledelsen overvejer nu, hvordan stress skal håndteres i fremtiden. Bl.a. skal den forestående APV fokusere på, hvordan informationsmængder, arbejdsgange og uhensigtsmæssig organisering af arbejdet kan fremkalde stress.

Passer indsatsen til din arbejdsplads?

Inspiration fra andre arbejdspladser kan være meget givende. Men arbejdspladser er forskellige. Derfor er det vigtigt at overveje, hvad der skal til, for at en indsats fra en anden arbejdsplads kan fungere hos jer.

I skal bl.a. overveje:

  • Hvordan kan vi få indsatsen til at harmonere med vores kultur,
    rammer og behov?
  • Passer indsatsen sammen med andre tiltag, vi har i gang?
  • Har vi erfaringer fra tidligere indsatser, som kan bruges?

 

Sidst opdateret d. 29. marts 2012.
Kontakt

Lars Møller Jakobsen

Driftsleder

30 84 16 51

 
 
 
Skriv kommentar
Alle felter med * skal udfyldes (e-mail bliver ikke vist).
Bekræft, at du ikke er en spam-robot, ved at skrive ordet GUL her