Mindre stress med fælles planlægning

Fælles koordinering af opgaverne har givet større overblik og mindre stress for sygeplejerskerne i Hjemmepleje Øst i Norddjurs Kommune.

BAGGRUND: Overarbejde og stress

Overarbejde og stress som følge af dagligt tidspres. Det var hverdagen for sygeplejerskerne i Hjemmepleje Øst i Norddjurs Kommune efter kommunalreformen.

- Med kommunalreformen fulgte en opgaveglidning fra region og sygehuse til hjemmeplejen. Men der blev ikke tilført ekstra ressourcer, der var ingen central koordinering eller tilrettelæggelse af arbejdet, fortæller områdeleder Ninna Thomsen.

 
- Vi har et meget bedre samarbejde, efter at vi begyndte at mødes hver morgen

Sygeplejerskerne udviklede efterhånden en forventning om travle arbejdsdage, og det betød, at de oplevede stress, allerede før de mødte ind om morgenen. 

Med inspiration fra en temadag om LEAN besluttede ledelsen i Hjemmepleje Øst at gøre noget ved problemet. 

INDSATS: Dagligt fælles morgenmøde 

For at få en overordnet koordinering af dagens opgaver indførte Hjemmepleje Øst et dagligt flles morgenmøde for alle sygeplejersker. Tidligere holdt sygeplejerskerne i de 8 område-teams separate møder uden nogen tværgående faglig kontakt.

Fakta om arbejdspladsen

Hjemmepleje Øst i Norddjurs Kommune beskæftiger omkring 30 sygeplejersker, hvoraf 16-18 er på arbejde i dagtimerne.

Sygeplejerskerne er inddelt i 8 teams á 2 personer til varetagelse af opgaverne i hver deres distrikt og som konsulenter for de ca. 110 SOSU-hjælpere.

På morgenmødet holder de 8 teams først separate møder for at afklare dagens opgaver. Herefter samles alle til et fælles møde.

På det fælles møde afklares, hvem der har ledig tid, og hvem der har flere opgaver, end der er tid til.

Det afklares også, om der er opgaver, som ledelsen, kommunen, sygehuset, praktiserende læge eller andre skal tage sig af.

Møderne bidrager til en overordnet koordinering af dagens aktiviteter og giver klarhed over, hvem der tager sig af hvad. Samtidig giver møderne mulighed for faglig sparring og problemhåndtering.

EFFEKT: Større overblik og mindre stress

Introduktionen af det daglige fælles morgenmøde betyder, at arbejdsdagen i Hjemmepleje Øst nu planlægges mest hensigtsmæssigt ud fra en samlet vurdering af opgaver og ressourcer. 

Ifølge områdeleder Ninna Thomsen er vikarforbruget reduceret betydeligt, ligesom det daglige overarbejde er afskaffet.

Overarbejde kan dog ikke helt undgås, da der kan opstå akutte situationer.

Den samlede planlægning betyder dog, at det er lettere at håndtere overarbejdet, da ledelsen nu har et større overblik over de samlede aktiviteter.

Morgenmødet giver rum for faglig sparring og har vist sig også at være en social gevinst for medarbejderne. 

- Jeg kan mærke, at vi har et meget bedre samarbejde, efter at vi begyndte at mødes hver morgen. Det har gjort, at vi ikke er så stressede, og vi har lært hinanden bedre at kende, siger sygeplejerske Gitte Elvej, som har arbejdet i Hjemmepleje Øst i en årrække.

Passer indsatsen til din arbejdsplads?

Inspiration fra andre arbejdspladser kan være meget givende. Men arbejdspladser er forskellige. Derfor er det vigtigt at overveje, hvad der skal til, for at en indsats fra en anden arbejdsplads kan fungere hos jer.

I skal bl.a. overveje:

  • Hvordan kan vi få indsatsen til at harmonere med vores kultur,
    rammer og behov?
  • Passer indsatsen sammen med andre tiltag, vi har i gang?
  • Har vi erfaringer fra tidligere indsatser, som kan bruges?

 

Sidst opdateret d. 29. marts 2012.
Kontakt

Ninna Thomsen

Områdeleder

96 21 30 15

 
 
 
Skriv kommentar
Alle felter med * skal udfyldes (e-mail bliver ikke vist).
Bekræft, at du ikke er en spam-robot, ved at skrive ordet GUL her