Ny plejefilosofi skaber bedre trivsel

Fokus på trivsel frem for nullermænd har givet bedre livskvalitet for både personale og beboere på Plejecenter Lindegården i Vejle.

BAGGRUND: Bedre livskvalitet

Bedre livskvalitet for både de ældre og for personalet ved at ændre de steder de bor og arbejder. Det er missionen bag en amerikansk plejefilosofi – The Eden Alternative – som inspirerede til en ændring af kulturen på Plejecenter Lindegården i Vejle. 

Den nye plejefilosofi blev introduceret af centerleder Birte Schelde ud fra en formodning om, at større fokus på beboernes trivsel ville have en positiv og afsmittende effekt på medarbejdernes trivsel. 

INDSATS: Ny tilgang til plejen

Overgangen til den nye plejefilosofi har betydet en helt ny tilgang til pleje og en anderledes prioritering af opgaverne. Medarbejderne arbejder nu ud fra devisen ”Beboerne på Lindegården bor ikke i vores institution. Det er os, der arbejder i deres hjem”.

Filosofien bygger på 10 principper, som er udgangspunktet for alt arbejde.

 
- Beboerne på Lindegården bor ikke i vores institution. Det er os, der arbejder i deres hjem

Filosofien fokuserer på livsglæde, og medarbejderens tankegang skal ændres fra  ”jeg gør det for beboeren” til ”jeg gør det med beboeren”.

Alle medarbejdere har været på et 3-dages kursus, som bl.a. giver dem en indsigt i, hvorfor de skal gøre, som de gør.
 
Beboernes velvære og trivsel har højeste prioritet, mens vasketøj og rengøring bliver skubbet i baggrunden. Ved underbemanding får 3 mand ikke ros for at have nået 4 mands arbejde, for så har det været på bekostning af beboernes velbefindende.

- Vi vil have, at beboerne skal være i centrum. Og jo færre vi er på arbejde, jo sjovere skal det være. Så må vi sortere i opgaverne i stedet for at løbe stærkere, siger souschef Inge Meier Thode.

Fakta om arbejdspladsen

Plejecenter Lindegården i Vejle har 76 ansatte fordelt på 3 afdelinger.

Personalet består af sygehjælpere, social- og sundhedshjælpere, social- og sundhedsassistenter, pædagoger og terapeuter.

Den nye filosofi bygger også på den enkelte beboers ret til indflydelse på eget liv. Beslutninger som tidligere blev taget af personalet, fx om indretningen i fællesrum, er nu overgået til beboerne.

Sideløbende er Lindegården blevet gjort mere børnevenligt for at skabe mere liv.

Det betyder, at der er børnehjørner med legetøj til de små gæster, og at medarbejderne kan tage deres børn med på arbejde, hvis de har behov for det, fx i forbindelse med lukkedage i institutioner.

Centerleder Birte Schelde pointerer, at arbejdet med at ændre plejekulturen er en kontinuerlig proces. Derfor er der på alle personalemøder afsat tid til at drøfte principperne, og hvordan de bedst kan efterleves.  

EFFEKT: Rummelige medarbejdere, mange ansøgere til ledige stillinger

Arbejdet med den nye filosofi har haft stor betydning for Lindegårdens medarbejdere.

- Vi møder hinanden lige der, hvor vi er. Hvis en kollega fx ikke ser så glad ud eller ikke har så meget overskud, gælder det om at kunne rumme hende alligevel. Vi er her for hinanden og for beboerne – som mennesker, siger sygehjælper Linda Møller.

Plejecentret Lindegården oplever, at det er blevet lettere at rekruttere nye medarbejdere efter den nye plejefilosofi er blevet indført, da der er mange ansøgninger til ledige stillinger. 

Passer indsatsen til din arbejdsplads?

Inspiration fra andre arbejdspladser kan være meget givende. Men arbejdspladser er forskellige. Derfor er det vigtigt at overveje, hvad der skal til, for at en indsats fra en anden arbejdsplads kan fungere hos jer.

I skal bl.a. overveje:

  • Hvordan kan vi få indsatsen til at harmonere med vores kultur,
    rammer og behov?
  • Passer indsatsen sammen med andre tiltag, vi har i gang?
  • Har vi erfaringer fra tidligere indsatser, som kan bruges?

 

 

Sidst opdateret d. 29. marts 2012.
Kontakt

Birte Schelde

Centerleder

76 81 66 21

 
 
 
Skriv kommentar
Alle felter med * skal udfyldes (e-mail bliver ikke vist).
Bekræft, at du ikke er en spam-robot, ved at skrive ordet GUL her