Fra stress til trivsel i Kolding

- Det er svært at være sur ret længe, når man bliver mødt med et smil og god morgen, tændte fyrfadslys eller blomster. Det er Betina Glibstrup og Lene Lebech enige om. De er begge fysioterapeuter og henholdsvis arbejdsmiljø- og tillidsrepræsentant for kollegerne i Træning og Rehabilitering i Kolding Kommune.

For et par år siden var det nemmere at bevare surheden, for stemningen på arbejdspladsen var ikke munter efter kommunesammenlægningen. I løbet af de første to år voksede bemandingen fra omkring 25 til omkring 50 medarbejdere, som skulle lære hinanden at kende og samtidig have andre arbejdsopgaver end før.

- Folk følte sig pressede, men sagde ikke noget. Utilfredsheden lå og ulmede, indtil den måske kom ud mellem sidebenene. Tre gik ned med stress og nogle kom tilbage fra barsel og var tæt på at gå ned, fortæller Lene Lebech.

Usikkerhed og misundelse

Med strukturreformen fik kommunerne som ny opgave at genoptræne patienter, som bliver udskrevet fra sygehuset med en genoptræningsplan. Til det formål oprettede Kolding Kommune et ambulantteam, som fik nye kurser og ny faglighed.

– Mange var rigtig glade for de nye udfordringer, men nogle følte sig ikke helt sikre og kvalificerede nok. Samtidig skabte det misundelse hos nogle af dem, der ”bare” skulle fortsætte med at tage sig af rehabiliteringen af især ældre borgere i eget hjem, fortæller Betina Glibstrup.

Medarbejderne fik også ændret arbejdstid, fordi flere af de ældre nu skulle samles til genoptræning i hold. Fra at kunne gå hjem klokken 15 hver dag, har de nogle gange hold til klokken 16.30. Teamene skal selv tilrettelægge deres arbejdstid mellem 7.30 og 16.30 og aftale, hvem der tager hvilke hold.
- Det går jo ikke altid op, når flere skal hente børn, har børn hver anden uge eller mænd, der er bortrejst i perioder, forklarer Lene Lebech.

Fokus på trivsel og livsbalance

For at gøre op med stress, mistrivsel og dårlig stemning besluttede ledelsen af Træning og Rehabilitering at bruge to års kursusbudget på et projekt, der skulle skabe trivsel og balance i hverdagen. Projektet omfattede blandt andet workshops om stress og trivsel, og omdrejningspunktet var livsbalancen. 

Hver medarbejder skulle udfylde sit eget såkaldte balancehjul. Det består af otte punkter, der handler om blandt andet arbejde, familie, venner, fritid og personlig udvikling. Ved at udfylde balancehjulet fik hver enkelt et billede af sin egen øjeblikkelige livsbalance. 

For fysioterapeut Kirsten Mark Iversen var balancehjulet en øjenåbner:

- Arbejdet fyldte meget, men jeg brugte egentlig tid nok på familien. Det var tiden til mig selv, der manglede. Så nu arbejder jeg fire dage om ugen og prøver at have uplanlagt tid, hvor jeg bare kan gå tur med hunden, ordne ting derhjemme eller ose i byen. Samtidig sørger jeg for at have ryddet skrivebordet, inden jeg går hjem fra arbejde torsdag aften. Jeg lægger kalenderen i tasken og sætter tasken væk, og tager den ikke frem før søndag eftermiddag, fortæller Kirsten Mark Iversen, og tilføjer:

- Balancehjulet satte gang i samtaler om, hvor hver især følte sig pressede og gav en åbenhed, fordi vi opdagede, at vi ikke var alene om at føle os pressede. Det gjorde os bevidste om, at vi selv må sige til, når vi har for meget. Og nu er det blevet i orden at sige fra.

At sige pyt

Ved hjælp af opgaver og spil talte medarbejderne om at prioritere opgaver, ikke lade sig involvere eller irritere, men sige pyt til fx mail, som ikke er så vigtige i øjeblikket.

- Vi lærte også, at det der stresser mig, måske ikke stresser Lene og omvendt. Nu ved jeg, at hvis hun virker stresset, er der en grund til det, fx at bunken med administrative opgaver er vokset, siger Betina Glibstrup. 

- Og i dag kan jeg godt sige, at nu har jeg brug for lidt aflastning med et hold, for jeg er bagud med det administrative, tilføjer Lene Lebech, og fortsætter: 

- Før kunne vi godt høre kolleger sige om dem, der blev stressede, at de ”bare kunne tage sig sammen”. Nu hører vi i stedet kolleger sige, at ”hun føler sig nok presset af det og det”. Vi kender hinanden bedre, så det er ikke længere farligt at spørge den, man arbejder sammen med, hvordan hun har det.

Rammerne er også vigtige

I processen har medarbejderne haft fokus på både de individuelle og fælles forhold. 

- Vi har haft meget fokus på det individuelle. Den enkelte skulle lære at takle sit eget liv, lære at sige stop og at hente hjælp. Men de ydre rammer er også vigtige. For det er også arbejdsforholdene, som presser medarbejderne, fx det at skulle rundt til mange borgere hver dag uden at have tilstrækkelig tid til den enkelte. Vi får hele tiden flere opgaver. Derfor arbejder vi mere bevidst med at få flere borgere til træning på hold i stedet for individuel træning i hjemmet. Det betyder, at de, der har hold sammen, også kan reflektere sammen over, hvordan træningen går, siger Helle Mousing.

I dag er stemingen i Kolding Træning og Rehabilitering præget af arbejdsglæde frem for mistrivsel.

- Vi har fået en god tone, og så taler vi om trivsel hele tiden. Nogle team bruger et stressbarometer, andre bruger dialogkort med spørgsmål om trivsel og andre tager fat på balancehjulene igen. Hver uge har vi medarbejdermøder med trivsel på dagsordenen, og i dagligdagen indretter vi os, så vi kan spise sammen med kolleger, selv om vi kører rundt til borgerne, siger Betina Glibstrup.

 
Tekst: Annie Hagel