Kompetenceudvikling giver større arbejdsglæde

Systematisk kompetenceudvikling giver større arbejdsglæde for sosu-assistenterne på Akut Medicinsk Modtageafsnit på Aalborg Sygehus og bedre opgaveglidning på afdelingen.

BAGGRUND: Utilfredshed og manglende udvikling

Akut Medicinsk Modtageafsnit (AMA) på Aalborg Sygehus er en hektisk arbejdsplads. Patienterne modtages akut, behandles og sendes videre til andre afdelinger på hospitalet. Det gør hverdagen travl og uforudsigelig.

Tidligere var modtageafdelingen præget af utilfredshed blandt social- og sundhedsassistenterne. Der var faste grænser for fordelingen af arbejdet imellem sygeplejersker og sosu-assistenter, og sosu-assistenterne følte ikke, de fik lov til at bruge og udvikle deres kompetencer. Mange forlod derfor stedet.

Da den nye afdeling, AMA, blev oprettet, besluttede man at gøre en aktiv indsats for at skabe større tilfredshed blandt sosu-assistenterne.

INDSATS: Kompetencebog, udvikling og opgaveglidning

En arbejdsgruppe bestående af ledelse, sygeplejersker og sosu-assistenter blev nedsat.

 
- Vores dage er dejligt afvekslende, og vi får lov til at bruge alle vores kompetencer

Arbejdsgruppen skulle skabe et redskab, der kunne matche sosu-assistenternes faglige formåen og ønsker om udvikling med de opgaver, de skulle udføre.

Redskabet blev en kompetencebog og individuelle kompetencebeviser. Kompetencebogen indeholder en lang liste over opgaver, der traditionelt er blevet udført af sygeplejerskerne.

Listen omfatter opgaver som fx:

  • modtagelse af patienter
  • udfærdigelse af sygejournaler
  • lægekontakt
  • anlæggelse af venflon
  • sondemad
     

Opgaverne i kompetencebogen har gjort det muligt at kortlægge sosu-assistenternes kompetencer og på det grundlag skabe mulighed for kompetenceudvikling og opgaveglidning. 

Kompetenceudviklingen registreres på et individuelt kompetencebevis, der følger sosu-assistenten, hvis han eller hun skifter til en anden medicinsk afdeling på sygehuset.

Som led i kompetenceudviklingen holdes der ofte kurser og temadage. MUS-samtaler bruges til at beslutte, i hvilken retning den enkelte sosu-assistent kunne tænke at udvikle sig. På denne måde bliver medarbejderne specialiseret inden for bestemte områder.

Men medarbejderne mærker ingen 'fagkrig' af den grund.

- Der er spændende opgaver til alle, så vi behøver ikke at slås om dem. Vi får lov til det, vi gerne vil, og sygeplejerskerne er gode til at uddelegere opgaver, fortæller sosu-assistent Lotte Boldt.

Fakta om arbejdspladsen
Akut Medicinsk Modtageafsnit på Aalborg Sygehus har plads til 23 patienter.
 
Afdelingen beskæftiger omkring 30 sygeplejersker og 6 social- og sundhedsassistenter.

Kompetenceudviklingen er personligt besluttet, og det er op til den enkelte medarbejder at sætte sig nye mål.

Der er ingen tvang i forbindelse med kompetenceudviklingen, men ikke desto mindre har alle sosu-assistenter på afdelingen valgt at benytte sig af muligheden.

Kompetenceudviklingen foregår internt på AMA. Afhængigt af den opgave, sosu-assistenten skal uddannes til at varetage, gennemføres teoretiske studier, undervisning og praktiske aktiviteter.

EFFEKT: Arbejdsglæde og bedre brug af kompetencer

Indsatsen er lykkedes over al forventning. Sosu-assistenterne er i dag glade og tilfredse med deres arbejde på AMA.

- Vores dage er dejligt afvekslende, og vi får lov til at bruge alle vores kompetencer, siger Lotte Boldt.

Kompetenceudviklingen og opgaveglidningen er lykkedes i en grad, hvor sygeplejersker ofte spørger en sosu-assistent til råds. Af og til forestår en sosu-assistent også undervisning af sygeplejersker.

For Lotte Boldt er det ledelsen og den gode ånd på afdelingen, der har gjort indsatsen til en succes. Hun peger også på, at de har været heldige med omstændighederne, fordi kompetencebogen blev indført samtidig med oprettelsen af afdelingen.

Som prikken over i’et vandt AMA på Aalborg Sygehus Fag og Arbejdes konkurrence om opgaveglidning i starten af 2009. I begrundelsen anfører konkurrencens dommerpanel:

"Arbejdsfordelingen på Akut Medicinsk Modtageafsnit i Aalborg er et smukt eksempel på, hvordan man ved at give social- og sundhedsassistenter mulighed for at bruge deres kompetencer, skaber et smidigt og velfungerende patientforløb og samtidig fremmer arbejdsglæden og samarbejdet mellem faggrupperne."

(Offentliggjort i Social/Sundhed nummer 2 – februar 2009)

Passer indsatsen til din arbejdsplads?

Inspiration fra andre arbejdspladser kan være meget givende. Men arbejdspladser er forskellige. Derfor er det vigtigt at overveje, hvad der skal til, for at en indsats fra en anden arbejdsplads kan fungere hos jer.

I skal bl.a. overveje:

  • Hvordan kan vi få indsatsen til at harmonere med vores kultur,
    rammer og behov?
  • Passer indsatsen sammen med andre tiltag, vi har i gang?
  • Har vi erfaringer fra tidligere indsatser, som kan bruges?

 

Sidst opdateret d. 29. marts 2012.
Kontakt

Lotte Boldt

Sosu-assistent

98 18 40 80

 
 
 
Skriv kommentar
Alle felter med * skal udfyldes (e-mail bliver ikke vist).
Bekræft, at du ikke er en spam-robot, ved at skrive ordet GUL her